Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

SFO

Én samlet skole og SFO

Det er Skovbrynet skoles holdning at alle børn fra 0-3. klasse skal gå på SFO. SFO’en er en fuldt integreret og implementeret del af indskolingen på Skovbrynet skole. Skovbrynet s SFO ligger i et selvstændigt hus op imod de grønne arealer i skolegården. SFO'en har deres egne lokaler som bruges til undervisning når der er behov for det.

Alle SFO Skovbrynets lokaler er indrettet som årgangsrum hvor børnene fra samme klasseårgang er tilknyttet. Her er der en særlig tilknytning for dem og her har de deres primærpædagog. Alle SFO'ens børn må være i alle rum og bruge de aktiviteter det enkelte rum byder på. 3.klasses rummet er dog for SFO'ens største og de har nogle særlige privilegier. I SFO’en er der et kreativt værksted, et danserum samt et puderum. Centrum i huset har vi vores fællesrum hvor børnene siger goddag og farvel til tovholderen ved brug af AULA´s komme/gå-system. Det er også her vi tilbyder café om eftermiddagen.

 

Årsplan i SFO’en
Pædagogerne igangsætter aktiviteter og motiverer målrettet det enkelte barn, eller udvalgte grupper af børn, til at benytte de rum og de aktiviteter, hvori de planlagte aktiviteter understøtter den ønskede udvikling.     

Mål og indholdsbeskrivelserne for SFO’en ekspliciteres gennem SFO’ens årsplan, hvor de løbende tematikker danner udgangspunkt for hvilke projekter børnene møder i SFO’ens aktiviteter. Overskrifterne for temaerne er følgende:
Kulturformidling,
Udtryksformer
Kropslig udfordring
Naturforståelse

Læring, leg og fællesskab             
Leg og læring er klassiske pædagogiske begreber – og der skal være plads til begge dele! Det er imidlertid ikke vanskeligt at skabe pladsen, da der per definition foregår bevidst eller ubevidst læring ved næsten enhver form for leg. Et hvert barn er enestående og udvikler sig i samspil med de fællesskaber, barnet indgår i. Børn kan ikke betragtes løsrevet fra deres omgivelser. Børn udvikler sig gennem relationer og samspil med forældre, familie, kammerater og andre voksne i skole, fritidstilbud og foreninger.
 
Pædagogerne på SFO Skovbrynet ved naturligvis godt, at det er deres faglighed og den måde de anvender den på, der sætter dem i stand til at skabe hverdagens læringsmiljøer for børnene i SFO-tiden. Derfor får begrebet ”Fri leg” forskellig betydning afhængig af om vi spørger pædagogen eller barnet. Barnet må hellere end gerne opleve fri leg, mens pædagogen med sin faglighed i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af de pædagogiske forløb, arbejder motiverende og målrettet med at understøtte fællesskabet og det enkelte barns udviklingsbehov. Der er jævnligt noget barnet ”skal” og på SFO Skovbrynet er pædagogerne eksperter nok til at motivere børnene så stærkt, på den medmenneskelige måde, at børnene det ikke bør opleve det som ”tvang”.
Skoletid og SFO-tid er forskellige størrelser, men på Skovbrynet skole arbejder vi til stadighed på at skabe større og større helhed og sammenhæng i dagens, ugens og årets forløb – uden på et tidspunkt at ende hvor der ingen forskel er!  

 

Åbningstider og telefon
På skoledage har SFO'en åben:

Morgenåbning fra kl. 7.00 til 7.50
Mandag: kl. 13.00 - 17.00
Tirsdag - torsdag: kl. 14.00 - 17.00
Fredag: kl. 14 – 16.30   

På skolefridage har SFO'en åben:
Mandag til torsdag: kl. 7.00 til 17.00
Fredag: kl. 7.00 til 16.30

Telefon
I vores åbningstid kan SFO’en kontaktes ved at rette henvendelse til SFO’en telefonnummer. Dette gør sig gældende for korte eller akutte beskeder, og vi opfordrer jer også til at sende sms’er, så vi kan bruge så meget tid som muligt sammen med jeres børn

SFO’ens hovednummer:
20561885 

Faglig leder for SFO træffes på telefon 3957 6556 eller 24678541

For at styrke samarbejdet allerede fra starten ser vi gerne at alle børn i 0. klassen hentes dagligt. Helst af forældre eller andre voksne. Vi håber i øvrigt, at så mange børn fra 1-3 kl. hentes så ofte som muligt. Det medfører et godt gensidigt kendskab mellem forældre og lærer/pædagog, hvilket er til gavn for børnene.
Da vi i SFO’en bruger Aula’s komme/gå-system som kommunikation om fremmøde og gå hjemtider forventer vi at alle forældre anvender dette sideløbende med den telefoniske kontakt.

Lukkedage:
Se gældende oversigt under ferieplan på hjemmesiden.

Komme/gå-systemet på Skovbrynets SFO
Når dit barn går i SFO, skal I anvende Aula’s komme/gå-system. Dette tilgår I via Aula. 
 
Al praktisk information mellem hjemmet og SFO Skovbrynet foregår via Aula. Det er et internetbaseret system, hvor I som forældre bruger computeren, smartphonen (apps til iPhone eller android) eller en iPad til at orientere SFO Skovbrynet om gå-hjem/hente tidspunkter, ferie, fridage, sygdom, tilmeldinger til forældrearrangementer og meget mere. I kan også sende SMS’er til systemet.

Børnene tjekker sig ind og ud via touchscreens på SFO. Naturligvis siger de samtidig goddag og farvel til en pædagog af kød og blod. De kan også trykke sig ud på legepladsen, over i boldhallen eller ind til andre af de aktiviteter der er skabt ikoner for.
Pædagogerne på SFO’en bruger også Aula til at sende indbydelser til arrangementer, forældreinformation, tilmeldinger til aktiviteter og meget mere direkte hjem til jer.
 
Der er 3 helt store fordele ved komme/gå:
1.     Forældre har, døgnet rundt, let tilgængelig mulighed for at give praktiske beskeder til pædagogerne.
2.     Børnene lærer at påtage sig ansvar for at orientere om, hvor de er og hvor de går hen. Forældre kan endda følge med fra en computer, en smartphone eller en tablet.
3.     Pædagogerne får frigjort en masse tid til børnenes udvikling
 
Med komme/gå forventer SFO Skovbrynet, at I:
Så vidt muligt indtaster faste hente/gå- og hjemtider i systemet for børn i 0., 1. og 2. klasse.
Forholder jer til om jeres barn i 3. kl. selv må bestemme, hvornår det går hjem. I modsat fald indtaster I faste gå-hjemtider/hentetider i systemet. Indtaster ændringer efter behov. Forældre til børn uden faste gå-hjem/hentetider bliver således nødt til at ajourføre Komme/gå dagligt.

Hvis I af den ene eller den anden grund oplever at Aula ikke fungerer, så er I velkomne til at kontakte pædagog, Stanley Laban, der er vores superbruger. 

SFO-start og Skolestart
Når barnet den 1. hverdag i juni starter i SFO, så starter det også på Skovbrynet Skole. Barnet vil hurtigt møde mange andre børn fra mange forskellige klasser, mange lærere og mange pædagoger. I korthed rigtig mange indtryk på kort tid.
 
Perioden fra 1. juni til skolestart i august består af to faser.
Første fase er et helt særligt program for børnenes trygge indkøring og tilvænning til SFO’en, skolens bygninger og udendørsområde. For langt de fleste børn er det dog ikke en helt fremmed oplevelse, da de via samarbejdet med børnehusene har deltaget i ”Pædagogisk kontinuitet”. I den første fase har børnene deres egne lokaler og der er i øvrigt progression i de første fire ugers program. Således opnår børnene tilpas tryghed i tilpas tempo. Dagene, særligt formiddagene, er lagt i faste rammer med ”fællesskabs-skabende” aktiviteter. Om eftermiddagen kommer børnene fra de andre klasser fra skole og er derfor med til at generere en del mere aktivitet, støj og tempo. Imidlertid er pædagogerne godt gearet til at tage særligt hånd om de nyeste børn – ofte på en måde hvor de stille og roligt blander sig i det store fællesskab.  De første fire uger afsluttes med en traditionel bondegårdstur - kun for de kommende børnehaveklassebørn.
 
Anden fase begynder efter fire uger. Der starter sommerferien frem til egentlig skolestart medio august. I sommerferien er der typisk væsentligt færre børn på SFO. Dermed også færre pædagoger. Ikke desto mindre medfører sommerferien ofte en glidende overgang til hverdagens rammer i det nye skoleår. I sommerferien er der ofte mulighed for anderledes heldagsaktiviteter for alle børnene. Det er rigtig godt for børnenes kendskab til hinanden. Særligt de nye børns kendskab til de ældre børn, men også pædagogernes kendskab til børnene og omvendt.
 
Der er ofte mange gode perioder og forløb i løbet af et skoleår, men særligt den første periodes to faser viser sig år efter år, at være en rigtig god opstart for børnenes skole og SFO-liv.


Pædagogen følger klassen
På SFO Skovbrynet er der 8 skolepædagoger, 1-2 pædagogstuderende, 3-4 friske vikarer og en faglig leder for SFO. 

Skovbrynet skole er en tosporet skole, hvilket betyder at der typisk er to klasser på hvert klassetrin, en X klasse og en Y klasse.  Skolepædagogerne er tilknyttet klasser som primærpædagoger. Det tilstræbes at det er den samme pædagog følger klassen fra børnehaveklasse til 3. klasse. 2 af de 10 pædagoger er tilknyttet børnehaveklasserne år efter år og udgør, sammen med børnehaveklasselederen, et ekspertteam i skolestart. 

De pædagogstuderende har også skoletimer i tæt samarbejde med vejlederen. Vikarerne løser opgaverne, der hvor der er behov.

Pædagogisk kontinuitet
Gladsaxe Kommune anvender forskellige metoder, der gør overgangene fra et tilbud til et andet til en forandring, der giver mening og betydning for børn og unge
– samarbejde med dagtilbud

I Gladsaxe Kommune er pædagogisk kontituitet et samarbejde mellem dagtilbud og skolen, når et barn skal begynde i SFO og skole. Forløbet består af fire elementer som involverer børn, forældre og fagpersoner i dagtilbud og skolen:
•• En samarbejdsaftale mellem dagtilbud og skolen, som beskriver samarbejdet ved skolestart.
•• Et udviklingsskema som indeholder en vurdering af barnets potentialer og kompetencer. Udviklingsskemaet udarbejdes i samarbejde mellem forældrene og personalet i dagtilbuddet.
•• En kuffert som indeholder barnets beskrivelse af sig selv i form af tegninger mm. Kufferten medbringes første dag i skole. Kufferten er med til at støtte barnet i de nye sammenhæng.
•• En skattekiste med fælles ting fra dagtilbuddet eksempelvis gruppebillede, fælles sange, fælles tegninger, malerier eller andet fra hele børnegruppen i dagtilbuddet. Skattekistens gods anvendes i SFO og børnehaveklassen, når barnet begynder i skole. Skattekisterne returneres til dagtilbuddene på en fælles skattekistedag hvert forår.

Samarbejde med skoleklubben
Når barnet skal overgå fra SFO til skoleklub, modtager forældrene til børn i 3. klasse en pjece og indmeldelsesblanket til fritidsklub. Forældrene inviteres til forældremøde i SFO, hvor de orienteres om overgangsforløbet.
Børnene i skoleklubben besøger børnene i SFO og fortæller om det at gå i skoleklubben. Der er et tæt samarbejde imellem SFOén og skoleklubben om overgangen.

Sæt alle børn i bevægelse og Idrætspas
De voksne er rollemodeller. Derfor vil et øget fokus på bevægelse fra de voksnes side, som udgangspunkt skabe øget interesse for bevægelse hos alle børn. Det er derfor nødvendigt, at der ikke kun bliver talt om, hvor vigtigt det er at bevæge sig og få motion – men at ordene også bliver omsat til en form for fysisk aktivitet af både børn som voksne i SFO'en. Omfang og intensitet er i den henseende ikke afgørende! Det handler om at finde og få aktiveret de børn, der ikke er bevægelsesaktive i SFO. De foreslåede indsatser overfor denne gruppe starter på det daglige, praktiske niveau. Det hører altså til den daglige pædagogiske indsats, at sætte børn i bevægelse.
 
Med udgangspunkt i kommunens folkeskoler er idrætspas et tilbud til børn fra 0. til 3. klasse. Det er et tilbud om en aktiv fritid i en af de mange idrætsforeninger, der er i Gladsaxe. Idrætspasset skal tilskynde børn til bevægelse og til at få et tilhørsforhold til foreningslivet. Derved får barnet også hjælp til at indgå i de fællesskaber, som det frivillige foreningsliv repræsenterer. Barnet skal kunne rummes i en forening uden særlige foranstaltninger. Idrætspasset giver mulighed for at få betalt kontingent, så barnet gratis kan deltage i foreningsaktiviteter i en aftalt periode. Der kan også være mulighed for betaling af egenbetaling i forbindelse med deltagelse i fx stævner og ture. Idrætspasset bevilges af SFO-lederen, så det på forhånd er givet, at barnet kan begynde i en idrætsforening. Barnet får et idrætspas for seks måneder ad gangen. Se Gladsaxe Kommunes hjemmeside for mere information:
https://gladsaxe.dk/kommunen/borger/kultur-natur-og-fritid/fritidspas

Boldhal, svømmehal, Natur og sejlklub
For blandt andet at støtte op om ”Sæt alle børn i bevægelse” benytter vi os af skolens boldhal, Bagsværd svømmehal og Natur og sejlklubben ved Bagsværd sø.
Særligt i vinterhalvåret benytter vi os af boldhallen, men vi benytter Natur og sejlklubben hele året. Der er dog kun åben for sejlads med kano i sommerhalvåret.