Online undervisning ved langvarigt bekymrende fravær
Vi tror på, at det for nogle elever med langvarigt bekymrende fravær kan være en hjælp og et skridt på vejen til at komme tilbage til klassefællesskabet og hverdag. Tilbuddet er for børn i grundskolen med langvarigt, bekymrende fravær, og er et led i et helhedsorienteret arbejde med at få eleverne tilbage i det fysiske klassefællesskab. Deltagelsen sker via en gensidig aftale med elev og forældre og klasseteamet og skolens ledelse.
Onlineundervisningen må ikke stå alene, men skal understøtte en gradvis tilbagevenden til et fysisk klassefællesskab. Onlineundervisningen skal derfor suppleres med relevante pædagogiske tiltag og sociale- og sundhedsmæssige indsatser samt løbende kontakt til elevens egne lærere og klasse, så der arbejdes helhedsorienteret med at få eleverne tilbage i det fysiske klassefællesskab.
Målgruppe:
Målgruppen for onlineundervisningen er elever med langvarigt bekymrende fravær, som har faglige og sociale konsekvenser for eleven. Det er særligt målrettet børn og unge på mellemtrinnet og i udskolingen, der ellers vil tilbydes sygeundervisning i forbindelse med psykisk mistrivsel og/eller skolevægring.
I første omgang er det elever fra Skovbrynet skole, der deltager, men så snart tilbuddet er klar til at udvide, kan elever i målgruppen deltage fra alle kommunens grundskoler.
Det er skolen, der i samarbejde med elev og forældre vurderer, om og hvordan, der skal etableres et onlineundervisningsforløb.
Tag kontakt til dit barns klasseteam, den relevante faglige leder eller skolelederen, hvis du har spørgsmål.
Du kan finde deres kontaktoplysninger på skolens hjemmeside.
Tilbuddet er en del af en forsøgsordning
Gladsaxe Kommune har oprettet et kommunalt online undervisningstilbud under ledelse af Skovbrynet Skole. Det sker som en del af en forsøgsordning, som Børne- og Undervisningsministeriet har iværksat i forbindelse med folkeskolens kvalitetsprogram. Forsøgsordningen kører over en fireårig periode fra start 2025 til slut 2028, og giver de deltagende kommuner mulighed for at oprette et kommunalt online undervisningstilbud.
Formålet med forsøget er at afprøve kommunale onlineundervisningstilbud og opnå viden om, hvorvidt og hvordan sådanne tilbud kan styrke indsatsen for elever med langvarigt bekymrende fravær. Gladsaxe Kommune kan oprette et kommunalt onlineundervisningstilbud, der kan gå på tværs af skoler og som kan varetage op til 100 procent af elevernes sygeundervisning som onlineundervisning i en midlertidig periode.